"Svarende ligger måske gemt i et af dine tidligere liv"
Under regressionsterapi kan du finde forklaring på livs valg og problemer. Du kan finde forståelse og accept, som er gode redskaber at tage med sig i en forandringsproces.
Regression betyder at gå tilbage. Under en spirituel regression kommer du tilbage og er et andet sted i din udvikling som sjæl.
Ved at gennemleve tidligere oplevelser på en tryk og rolig måde, kan du opnå forståelse for de problemstillinger og handlemønstre du måtte have i dag.
Regressionsterapi tager dig med på en rejse med din sjæl eller dit "åndelige jeg". Sjælen har registreret alt hvad der nogensinde er hændt, og informationerne er tilgængelige gennem regression. Ved at få tilgang til informationerne igen får du mulighed for at ændre problemstillinger og handlemønstre, som er begrænsende eller uhensigtsmæssige for dit nuværende liv.
Sagt på en anden måde, dine tidligere liv rummer svar på, hvorfor du lever det liv du gør, og om der er ting du bør give opmærksomhed og lære af.
En session tager typisk 1½ til 2 timer.
Hvad er regression?
Regression betyder tilbageføring. D.v.s. at man ved hjælp af en enkel metode kan hjælpe en person til en så afslappet tilstand, at der bliver adgang til "glemte" hændelser enten fra barndommen eller fra tidligere liv. På dansk bruger vi også ordet Genkaldelsesterapi. Ganske enkelt fordi det, det drejer sig om, er at genkalde sig de oplevelser, man har brug for at se på lige nu, og som af forskellige årsager har været gemt godt væk. Det kan være fra såvel tidligere liv som nuværende.
Vi arbejder i regression med bevidstheden på andre planer end den dagsbevidste. Altså det underbevidste eller det ubevidste. Hvis man ser på det som en computer, kan man sige, at kroppen og hjernen er på et niveau, der kaldes Beta, som i sammenligningen er computerens ydre dele og begrænset af den mængde information, den kan modtage og bearbejde her og nu. Vores underbevidsthed, kaldes Alfa niveau og kan sammenlignes med en programdiskette, der oplagrer alle vores erfaringer, såvel fra dette liv som fra tidligere liv. På Alfa niveau arbejder vi med en ubegrænset informations-mængde. Man kan sige, at Beta niveauet er som en lampe (kroppen) med en pære (hjernen) som ikke er tilsluttet et el-stik. Alfa er energien, der indeholder erindringer om tidligere liv eller bortgemte oplevelser fra dette liv, og de to (Alfa og Beta) skal sættes i forbindelse med hinanden. Stikket skal sættes i. Vi er dog ikke bevidste på Alfa plan i det daglige medmindre vi mediterer, dagdrømmer, "falder i staver" eller vi gør en speciel indsats for det, som f.eks. ved regressionsterapi.
Vi oplever sikkert alle sammen det, at møde et menneske for første gang, som vi føler, vi kender, eller vi har en følelse af at "her har jeg været før", "dette kender jeg". Det er Alfa, der er blevet tilsluttet for et øjeblik og minder os om tidligere oplevelser. Det kaldes også deja-vu-oplevelser.
I dag er vi heldigvis ikke så hurtige til at underkende et barns "fantasi" som tidligere. Det er nemlig en vigtig del af livet. Hvor tror du, din fantasi kommer fra? spørger jeg tit folk, når de siger til mig: "Jeg er bange for, at det bare er min fantasi" med den betydning, at "det her kan jeg nok ikke". Efter min mening kommer den fra de indre planer og må ikke på nogen måder underkendes. Tværtimod. Præcis lige som dagdrømme. De fortæller dig noget om dig selv, som sikkert er ret vigtigt. Det er lidt pudsigt at tænke på, at man som barn kan opleve, at ens forældre o.a. enten afviser eller undertrykker ens fantasier, og at man så senere i livet begynder at genoptræne denne side af sig selv ved hjælp af visualiseringer eller fantasirejser. Men fantasi eller forestillingsevne har man brug for, også i regressionsterapien.
Når man taler om regression til tidligere liv, kan der være mennesker, som ikke helt føler, at det er noget for dem, fordi de ikke kender til eller forstår reinkarnations-teorierne eller bare ikke tror på det, at man har haft mange liv her på jorden. Der er dog ved at ske en større og større erkendelse af den mulighed. Men det er ikke nødvendigt at henholde sig til tidligere livs opfattelsen. Det, der sker under en regression, sker i alle tilfælde, og er der følelser eller fornemmelser i kroppen, som kommer op til overfladen og bliver gennemlevet, så vil man alligevel opnå et resultat/en healing med terapien. Af og til siger mennesker til mig, at de ikke rigtig ved om det kan være tidligere liv eller måske en symbolverden, der viser sig for dem. Og det er som sagt heller ikke vigtigt. Det er resultatet, der tæller.
Det sker tit at mennesker, som føler sig tiltrukket af regression, spørger om det er det samme som hypnose, underforstået: "er jeg bevidst om, hvad der sker med mig?" De er nok lidt nervøse for ikke at have kontrol med tingene. Hertil kan jeg svare, at en person i en regressions-session næsten altid er bevidst om, hvad der sker og derfor til enhver tid kan stoppe sessionen, hvis han/hun ønsker det. Der er fuld og bevidst kommunikation mellem terapeuten og klienten under hele forløbet. Men alle mennesker er forskellige, og derfor vil der være nogen, som ikke er bevidste om forløbet i en session. Jeg har dog ikke selv oplevet nogen endnu. Tværtimod hører jeg ofte, at man undrer sig over at kunne være bevidst på forskellige planer på samme tid.
Med tidligere livs regression forholder det sig ofte sådan, at en genoplevelse af traumatiske, sørgelige eller på anden måde dramatiske oplevelser, som i visse tilfælde er endt med en pludselig død, og derfor er ubearbejdede, i sig selv virker healende. Det handler om forskellige ting. For det første kan klienten ved hjælp fra det Højere Selv føres til forskellige vigtige hændelser i det liv, der genopleves. Det er brugbart, fordi der ofte er en lære i det, og ligeledes paralleller til mønstre i nuværende liv, som man kan opnå større forståelse for og dermed begynde at ændre. For det andet virker genoplevelsen såvel følelsesmæssigt som kropsligt forløsende. Kroppen, som har gemt erindringerne i cellerne, får nu lov at give slip. Og det kan mærkes. For det tredje kan en oplevelse af døden i et tidligere liv, hvor dramatisk den end har været, medvirke til at angsten for døden forsvinder.